Episodes
Friday Jul 01, 2022
FORVANDLING: 4. Præsentationspodcast
Friday Jul 01, 2022
Friday Jul 01, 2022
Lyt til uddrag fra de næste 5 festivalpodcasts på denne 4. og sidste præsentationspodcast.
Læs mere og se fotos.
Mød:
Tina Vehage Lorien: "Skulpturerne har kun godt af at blive rørt ved!"
Tina Vehage Lorien viser rundt i Galleriet Lorien på Frydendalsvej på Vesterbro. Hun er i gang med at restaurere en bronzeskulptur. Med voks fjerner hun alt det snavs, der har sat sig på skulpturen: ”Faktisk har en bronzeskulptur kun godt af fingerfedt. Kunstnerne vil gerne have, at deres skulpturer bliver berørt. Her i galleriet må man røre ved dem alle!” Sin viden om bronzestøbning har hun fået gennem samarbejdet med den store danske billedhugger Jens-Flemming Sørensen (1933-2017), der boede i den italienske marmor-by Pietrasanta, hvor Tina var assistent for ham gennem 25 år: ”Jeg har altid følt mig forkert i Danmark. Alt for larmende, for gestikulerende, for begejstret og blev alt for let forelsket. Da jeg kom til Italien, følte jeg at det var fuldstændig normalt at være sådan. Det gjorde at jeg straks følte mig hjemme der.” Da hun kom tilbage til Danmark, startede hun to gallerier, dels på Bornholm og dels i København. Tina fortæller om sit syn på kunst. Hvad det er kunst kan, og hvorfor den er så nødvendig – og om nogle af de kunstnere hun præsenterer på galleriet bl.a. den dansk/iranske/amerikanske billedkunstner Behnaz Larsen (hør også selvstændig Behnaz-podcast den 27.7.). Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 8/7/22.
Milas Storm: "Jeg går mine egne musikalske veje"
Kom med i studiet, hvor Milas Storm er ved at indspille sit dansksprogede debutalbum, der udkommer til efteråret. Studiet er indrettet hos Steppeulven Stig Møller, der også er med på podcasten. De første 6 sange er allerede indspillet, men der mangler endnu nogle tekster, og undertegnede får et tilbud, der er umuligt at sige nej til. Det resulterer i to af teksterne til det nye album. Men primært handler podcasten om, hvordan man indspiller sit debutalbum, når man er Milas Storm: ”Jeg har lavet musik siden jeg var 4 år. Ingen af mine forældre var musikere, men min farfar var koncertpianist. Der er en del klassiske musikere på min fars side. Det ligger i blodet. Men jeg har gået mine egne veje. ” Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 15/7/22.
Peter-Bastian Halberg
Peter-Bastian Halberg debuterede med novellesamlingen ”MAN-AT-WAR BAY”, der udkom på Forlaget Silkefyret i 2019. Det er noveller, der skildrer mænd under pres. Mænd, der er flyttet ind i en ”fremmedhed”, der helt har bemægtiget sig dem. Det er mørke fortællinger, der udspiller sig i pressede situationer, hvoraf flere foregår i direkte krigszoner, hvor fejltagelser er dødelige: ”Jeg synes også, at der er meget humor. Men primært skildrer jeg, hvad der sker, når der opstår situationer, hvor hovedpersonerne skal agere under pres. Det er det, der interesserer mig, for hvad gør vi i de situationer? Det er sådanne situationer, som vi hele tiden ender i – også selv om vi lever ganske almindelige liv, uden krig. Livet er fyldt af pressede situationer.” Peter-Bastian Halberg har arbejdet for medier og internationale organisationer i Afrika, Caribien og Nær- og Fjernøsten. Senest har han været i Libyen. Bogens noveller er fiktive historier med afsæt i de steder, hvor Peter-Bastian Halberg har arbejdet. Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 22/7/22.
Behnaz Larsen
Billedkunstneren Behnaz Larsen har lige haft sin første danske soloudstilling i Galleri Lorien på Vesterbro. Hendes billedverden er på én gang både magisk og realistisk. Selv har hun det svært med begrebet identitet, for hvad er det egentlig? Selv har hun boet og arbejdet i 6 forskellige lande, og i flere af dem af flere omgange. Oplistet er det: Iran, Tyskland, USA, Danmark, Qatar, Kazakhstan, Qatar, Danmark, Qatar - og Danmark siden oktober 2021. Så identitet er blevet et flydende begreb for hende: ”Jeg har altid været god til at tegne og male. Jeg havde en lærer, der gav mig undervisning hjemme, for der fandtes ikke egentlige kunstskoler for børn. I stedet var der hårdværksundervisning i persisk malertradition eller i kalligrafi. Det var meget klassisk funderet. Men det gik galt, for jeg gad ikke male som de gamle mestre havde gjort. Det var typisk en appelsin eller en blomst, som jeg skulle tegne. Min lærer var ikke særligt begejstre for at undervise mig. Til sidst var lærerne gladest, når jeg helt holdt mig væk fra undervisningen.” Læs mere. Hør podcast. Offentliggøres den 27/7/22.
Tom Sonntag
Tom Sonntags seneste cd-udgivelse med hans egne kompositioner udkom sidste år med titlen: ”The Man who Sleeps under Trees”. Naturen spiller en stor rolle for Tom, der er opvokset på en gård i en lille finsk landsby. Allerede som 9-årig fik han konstateret muskelsvind, så hans far sørgede derfor for, at Tom i stedet fik musikalske muligheder og udfordringer. De spillede sammen til fester og baller, og da Tom mange år senere kom til København, blev han betaget af alle de muligheder, som den musikalske tilværelse i København kunne tilbyde ham. Tom maler, filmer, komponerer, spiller og synger. Selvfølgelig giver sygdommen begrænsninger, men umiddelbart er det svært at se, når Tom fortæller om sit liv og sin musik – samt de mange rejser. Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 29.7.22
*
Den sammenbindende musikalske vignet er introen fra Milas Storms ”Sahara”. Desuden er der uddrag fra Charles Trénets ”Le Soleil et La Lune”, improvisation med trioen Rosenvinge, Christensen & Svennevig samt oplæsning af Lise Kamp Dahlerup.
*
Der offentliggøres en ny festivalpodcast hver weekend frem til august
Læs mere om festivalen FORVANDLING eller ej - også på Facebook.
Comments (0)
To leave or reply to comments, please download free Podbean or
No Comments
To leave or reply to comments,
please download free Podbean App.